Møder, møder, møder…

By plyskatten

Vi har fået mødt en masse mennesker i den sidste tid, og heldigvis har de allesammen haft noget fornuftigt at sige!

Første møde var med Peter Svarre, en af Danmarks store web 2.0 guruer pt. Han kunne give os et indblik i hvad web 2.0 betyder for ham, hvordan han ser revolutionen som web 2.0 er, og hvad der er god og dårlig web 2.0.

For Peter er det helt centrale i web 2.0 at brugerne kan komme til orde, for det første, at folk kan kommunikere, og for det andet, at man kan finde de ting folk skriver om. Derfor ser han Google som det mest skelsættende for web 2.0; det gør, at folk kan finde alt det indhold der bliver skabt.

Det mener Peter er hvad web 2.0 drejer sig om; du har sygelige mængder af information som kan tilgås på alle mulige forskellige måder, men at få orden i de ting og finde ud hvad der er det vigtige, det er det der har gjort web 2.0 interessant.

Peter siger, at der er mange der påstår, at Google var web 1.0. De siger at det nye er, at brugerne kan skabe indholdet, med blogs, og folk genererer deres egne rejsesites og byguides. Men det er i virkeligheden en meget glidende overgang, for arkitekturen på nettet var jo netop at alle folk skulle kunne lave indhold. Problemet var at det i starten var ret besværligt at lave indhold selv; hvis man skulle lave sin egen hjemmeside skulle man kunne noget HTML, noget photoshop, og kunne finde ud af at lægge ting på en server. Det som web 2.0 har gjort med blogging er, at nu kan alle folk starte en blog og begynde at skrive, og så har de deres egen platform til at komme ud med deres holdninger. Det er blevet nemmere og nemmere at skabe sit eget indhold, og pludselig kunne man også søge og finde alt det indhold, og heri består revolutionen.

 

Det at lave en web 2.0 website, det tror mange er at der er noget med en RSS knap og nogle blogs… I virkeligheden, hvis man virkelig vil lave web 2.0, så er man nødt til at gøre det på web 2.0’s præmisser. Hvis du f.eks. åbner for at brugerne kan kommentere, så skal du også lytte til dem, og kommentere tilbage på dem. Du skal indgå i samtalen. Istedet for at være hemmelighedskræmmende, så sige: Her er vi, det er det her vi laver.

Søren Scultz Hansen, som vi mødte i går eftermiddags, er forfatteren til ‘Fra massekommunikation til samtale’, og han er på mange punkter enig med Peter Svarre. Men han ser ikke på samme måde en skillelinje imellem web 1.0 og web 2.0, men mere, at den måde nettet er begyndt at blive brugt på nu, med brugerstyret indhold og kommunikation og deling imellem brugerne, i virkeligheden er det internettet blev skabt til. Så vi er begyndt at bruge det på den måde det er beregnet til.

Internettet er også blevet et sted, hvor alle vi stærkt individualiserede mennesker kan få et publikum. Både på blogs mv, men også på de nye, brugerstyrede sider som youTube og mySpace. Vi bruger dem ikke for at bidrage til fællesskabet, men fordi de giver os en scene og et publikum til vores personlige udfoldelse.

Vi snakkede meget mere om de nye fællesskaber, den nye type brugere, hvilken viden der ligger i en anbefaling og hvordan folk opfatter dem, farer og faldgruber ved segmentering, og en masse andet. Så snart jeg får lyttet samtalen igennem, kan jeg skrive mere udførligt om den.

Det sidste i går var, at vi havde et møde med alle gutterne fra mitKBH på Floras café på vesterbrogade, hvor vi fremlagde vores tanker og ideer, og fik en masse feedback (læs: blev grillet) af de kompetente fyre. Der er en masse ideer at arbejde videre med, og mitKBH vil gerne give os adgang til siden og hjælpe os på vej, ligesom de selvfølgelig er interesserede hvis det ender med vi udvikler noget de kan bruge :) Så vi arbejder videre med at finde ud af hvad vi vil bruge deres brugere til, og så vil de formidle kontakten.

Imorgen skal vi mødes med vores vejleder fra kommunikation, Simon Heilesen, så må vi se hvad han siger til det hele. Hvis jeg kender ham ret vil han ikke lægge fingrene imellem hvis han ser svagheder, så vi skal nok få noget ud af mødet!

 

2 svar to “Møder, møder, møder…”

  1. luckow siger:

    Jamen jeg håber da at vi ikke gik for hårdt til jer :)
    Jeg fandt for øvrigt lige den video vi snakkede om – det er i sig selv en fremragende præsentation, men begrebet “Identity 2.0″ må også være meget relevant for jer!

    http://identity20.com/media/OSCON2005/

    Jeg kan se at han også har lavet præsentationen i en nyere version – men har ikke selv set den endnu:
    http://identity20.com/media/ETECH_2006/

  2. marloch siger:

    Nej på ingen måde, jeg tror jeg taler for os begge, når jeg siger vi hellere vil have nogle seriøse kommentarer med på vejen, frem for at bare blive klappet på hovedet.
    Det er godt at tale med nogen som har fingerne ned i mulden, og kan se nogle konkrete problemstillinger, noget som er svært når man er i idefasen/ opstartsfasen.

    Men nu vil jeg se videoer :)

Læg en kommentar