Fra massekommunikation til samtale
Bog af Søren Schultz Hansen (2006).
Vores tilgang til anbefalingssider ligger i, hvordan en bruger oplever den anbefaling siden giver, og er det altid godt at kun få anbefalet oplevelser man “godt” kan lidt. Vi har en forestilling om man kunne binde forskellige byguider m.m. sammen ved hjælp af en metaservice som er understøttet af en form for segmentering. Hvordan og hvilken segmentering skal kunne bruges.
Søren Schultz argumentere for i sin bog, at segmentering har en berettigelse indenfor traditionel markedsføring, hvor der er tale om en til mange kommunikation. Og en given virksomhed gerne vil sikre at ramme så mange som muligt med deres budskab. Men der er ting som segmentering ikke tager højde for, og det er den kontekst som budskabet modtages i. Eller sagt på en anden måde, det kan godt være man fortrækker økologisk cafe mad, men er man meget meget sulten, kan det godt være det er en pølsevogn der dækker behovet. Derfor kunne det være en ide om man kunne tænke kontekst/situation ind i disse anbefalinger, især hvis servicen komme ud på mobile enheder, og dermed rykker længere væk fra det planlagte og tættere på det spontane impulsive behov.
<kommentar> Hvorvidt vores ide om segmentering skal understøtte det spontale eller det planlagte, er noget vi skal tale med brugerne om. Hvordan planlægger de deres rejser, finder de cafeer når det kommer frem, eller er deres “turen går til….” fyldt med gule postIts med alle de steder de skal besøge/opleve? Eller er brugerne en lækker blanding som gør både det ene og det andet, og hvordan kan vi tænke det ind i vores metaservice. </kommentar>
En anden pointe Søren Schultz gør [s. 63] , er faren ved at lytte til sine brugere. Hvis man altid gør dette kan ens service miste den unikness og originalitet som måske er en stor del af værdien ved servicen. Kan ens brugere gennemskue brugen af en given funktionalitet? eller vil de klynge sig til det velkendte og trygge? <kommentar> Er dette en generel fare ved udvikling i web 2.0, her er brugeretstyret udvikling jo meget fremme, eller er brugere af web 2.0 services så nytænkende, at det her ikke er noget problem, da det ikke er hr. og fru. hakkebøf som p.t. bruger disse services.
En tredje pointe [s. 66] er om man ikke skulle gå i dialog med målgruppen. Ud fra segmenteringsstandpunktet, vil man ud fra nogle tidligere handlinger kunne forudbestemme fremtidige handlinger. Men I dag indgår vi i flere og mere flygtige fællesskaber og derfor vil vi afhængig af konteksten også dække flere segmenter. Dette kunne afhjælpes ved at et websted lader brugeren sige “Jeg har det behov” og derefter viser brugeren hvordan det kan dækkes. <kommentar> Dette kunne vel siges at blive dækket af en webcloud, hvor brugeren vil have “burger” eller “Cafe burger” og de gode burgerestede så bliver præsenteret for brugerne. </kommentar>
En af de metoder Søren Schultz ser som en måde at præcisere segmenteringen er ved hjælp at brugerscenarier og fiktive målprofiler.
