Synopsis

Specialesynopsis

Forfattere:

Katrine Clausager

Klaus Bloch

 

Vejledere:

Kommunikation: Simon Heilesen

Datalogi: Ønske om Niels Jørgensen

 

Titel:

Web 2.0

 

Intro

Vi har i specialet valgt at fokusere på web 2.0. Begrebet begyndte at blive anvendt nogle år tilbage, i forbindelse med blogging og sociale tjenester på Internettet, men hvad der egentlig ligger i begrebet virker diffust for os. Web 2.0 blev i sin tid udnævnt den næste revolution på Internettet, men for os ser det ud til at revolutionen enten ikke blev til noget, eller ikke er gået i gang endnu. Vi har kunnet se visse ændringer i den måde mennesker anvender Internettet på, der er kommet flere blogs og sociale sites, men ikke noget, vi mener, kan beskrives som en revolution.

Vores indledende litteraturstudier har vist, at begrebet har en historisk baggrund, og dækker over en række tendenser, som folk i feltet har set og forsøgt at sætte ord på. Selvom begrebet er blevet adopteret som det nye buzzord, og ses anvendt i flæng på Internettet, er det i sin tid blevet forsøgt defineret. Disse definitioner vil vi starte med kort at opridse, og derefter fortælle hvordan vi vil arbejde med begrebet.

The Cluetrain Manifesto

En af de igangsættende faktorer til udviklingen af begrebet web 2.0, var en bog, der udkom i 1999, på baggrund af lang tids debat på Internettet. Bogen hedder ’the Cluetrain Manifesto’, og er fire højtstående markedsføreres og systemudvikleres[1] bud på en ny fremtid for forretningsverdenen og Internettet.

Den grundlæggende præmis for Cluetrain manifestet er, at mennesker er drevet af behovet for at interagere; for at samtale og møde andre menneskelige stemmer. For 200 år siden var markedet det sted folk samledes for at gøre dette, og der man gik hen, for at mødes og tale om varerne, og om vind og vejr. Her mødtes de købende og handlende, og snakkede om produkterne. Det handlede om, at køberen fik netop det, som de efterspurgte.

Med industrialiseringen blev markedet effektiviseret; hvis vi kan masseproducere, kan vi producere flere ting til en stadig stigende gruppe af forbrugere. Og hvis vi kan overtale dem om, at de alle vil have den samme ting, kan vi masseproducere den. Samlebåndsproduktionen opstod, og efterhånden som varer kunne distribueres bredere, blev markedet også større. Køberne blev reduceret til forbrugere, der skulle afhænde ‘varen’, og overbevises om, at de alle ville have den samme ting. Markedsføring opstod, og målet med den var at sende beskeden om, at denne vare skal købes!

Efterhånden som forbrugerne blev bombarderet med beskeder, begyndte de at opfatte den som støj, og begyndte at filtrere den væk, hvilket gjorde markedsføringen mere aggressiv.

Med globaliseringen er markedet begyndt at åbne sig igen; de store firmaer får konkurrence fra udenlandske producenter, der kan tilbyde andet end mere af det samme, og give forbrugerne flere valgmuligheder.

Internettet har fra begyndelsen opereret efter andre regler end markedet. Grunden til at folk begyndte at bruge det, selvom der ikke var noget at komme efter endnu, var for at snakke med hinanden; der var andre brugere på nettet. Internettet var et sted hvor folk kunne snakke sammen uden filter og reklamer. Da Internettet brød igennem, opfattede de fleste virksomheder det som et nyt massemedie, og anvendte det som et sådant. Men mens traditionelle massemedier gør brugerne til passive forbrugere, inviterer Internettet til aktiv deltagelse.

Og Internettet er opstået som et sted, hvor mennesker igen kan begynde at interagere og samtale, genfinde deres stemme. De kunne snakke sammen uden filtre og reklamer. Internettet giver mennesker mulighed for at dele deres erfaringer og viden. Ikke bare deres formaliserede viden, men deres viden om hvad de kan og gør.

Samtalen er i gang; forbrugerne behøver ikke længere tro på firmaers officielle forklaringer og beskrivelser af produkter, de kan spørge hinanden. Og de firmaer der ikke indser dette, og åbner for direkte kommunikation med det nye marked, vil ikke overleve i den nye virkelighed. De må finde deres stemme på nettet, og tage del i samtalen.

Det, der er det nye i manifestet, er altså, at vi endelig er begyndt at få øjnene op for, hvad Internettet egner sig bedst til; et sted, hvor vi har frit spil til at mødes og dele erfaringer og meninger, på tværs af samfundsskel og stilling i virksomhedshierarkiet.

Cluetrain manifestet er en meget idealistisk tekst, og er meget markedsorienteret. Men den grundlæggende præmis om, at mennesker vil kommunikere, samtale og dele med hinanden, er en af grundideerne i web 2.0. Teksten var med til at starte en tendens, som andre senere har forsøgt at følge op på, og definere, hvad det nye Internet består af. En af disse er Tim O’Reilly, som har forsøgt at definere, hvad der karakteriserer det nye Internet.

Tim O’Reilly

Tim O’Reilly er grundlæggeren af O’Reilly Media, og er en af verdens førende forlæggere indenfor datalogisk litteratur. O’Reilly udviklede i samarbejde med Dale Dougherty, en web Pioneer som er ansat under O’Reilly, begrebet web 2.0. Begrebet opstod under en brainstorm, hvor de prøvede at kigge på de nye typer websteder, der dukkede op efter Internet kollapset i 2001. Man kan altså ikke sige, at O’Reilly har opfundet web 2.0, men han har sammenfattet de tendenser. han så, til en sammenhængende definition af web 2.0.

 

For at beskrive hvad web 2.0 begrebet indeholder, skaber de syv begreber som hver for sig eller sammen kan udgøre en web 2.0 applikation. De syv begreber[2] er listet herunder, og vi vil efterfølgende uddybe hvert enkelt lidt mere.

 

1. Services, not packaged software, with cost-effective scalability
2. Control over unique, hard-to-recreate data sources that get richer as more people use them
3. Trusting users as co-developers
4. Harnessing collective intelligence
5. Leveraging the long tail through customer self-service
6. Software above the level of a single device
7. Lightweight user interfaces, development models, AND business model

Services, not packaged software, with cost-effective scalability

Ved at have en centralstyring af sine applikationer, kan man tilbyde ”web as platform”, en service som ideelt giver adgang til tjenester fra hvilken som helst computer med netadgang. Dette betyder, at alle brugere altid vil have den nyeste version, og man ikke skal ud i at lave omkostningsfulde opgraderinger hos alle brugere.

Control over unique, hard-to-recreate data sources that get richer as more people use them.

’Some Rights reserved’ er mantraet i dette punkt. Nu gælder det ikke om at have magt over, hvem der må bruge et givet indhold, men om hvem der har kontrol over alle de data/ databaser, der leverer indholdet. Et eksempel er google maps: De stiller en mængde data til rådighed, og lader en masse tjenester bruge disse gennem en åben API. Værdien ligger altså ikke i de enkelte tjenester som bruger google maps, men i at eje de data som google maps består af. O’Reilly mener, at fremtidens værdier for web 2.0 applikationer kommer til at ligge i de databaser, som indeholder de data diverse tjenester anvender, og jo flere tjenester som anvender disse data, jo mere er dataene værd. På samme måde vil det gælde services som er helt brugerdrevne; disse tjenester har i princippet ingen værdi hvis der ikke er brugere nok som anvender dem, men de kan opnå en utrolig værdi hvis pludselig ”alle” bruger dem[3]. For denne type applikationer gælder det altså om at nå en kritisk masse hurtigt, så tjenesten bliver bæredygtig og til dels selvkørende.

Trusting users as co-developers

At brugerne i højere eller mindre grad er medudviklere af de tjenester de anvender. O’Reilly definerer to niveauer af medindflydelse: 1. Udviklerne er i dialog med brugerne og lytter til deres tanker, ønsker og ideer. 2. en applikation kan udvikles i fællesskab med brugerne, for eksempel ved at ligge projektet på http://sourceforge.net/ [4]. Vi ser et tredje niveau: At brugerne bliver så involverede, at de selv udvikler nye moduler til tjenesten, f.eks. Plug-Ins til applikationen udenom udviklerne.

Harnessing collective intelligence

Dette er nok den mest kendte del af web2.0 tankegangen. Ideen er, at vi som individer besidder en unik viden, og kunne vi kombinere denne viden, ville vi derigennem få en fælles viden. Om denne deling af viden så er direkte, ved at brugere linker til andre websteder, og derved udbreder kendskabet til en givent websted, eller om der er indirekte som i Googles pagerank, hvor søgehierarkiet afgøres af, hvor mange links der peger på et givent websted, betyder ikke det store. Udfordringen ligger i at kunne sortere de mængder af data der genereres, så den giver mening for brugerne.

Leveraging the long tail through customer self-service

Begrebet til Long Tail, eller den lange hale, er skabt af Chris Anderson, chefredaktør på Wired Magazine.

Ideen med den lange hale er, at hvor lagerplads i en fysisk forretning er dyrt, koster “hyldeplads” i en online forretning ikke noget (eller meget meget lidt). Derfor kan online forretninger med fordel tilbyde varer til en meget snæver målgruppe, så længe de har mange af disse snævre målgrupper. Chris Anderson argumenter eksempelvis for, at vi alle har en bredere smag end kun den hitbaserede musik som ellers er så allestedsnærværende. Men det er sjældent at vi møder og kan høre den mere snævre musik. Tager vi Wal Mart (USA’s største “pladebutik” jf. deres salg), har de kun omkring 50.000 musiknumre (2500 forskellige CD’er). De kunne naturligvis godt sælge nichemusik, men det er for dyrt for dem, da en CD mindst skal sælges fire gange pr. måned for at tjene sine omkostninger hjem. iTunes derimod har ca. 2 millioner numre til rådighed, og omkring 40 % at deres indtjening kommer fra snæver nichemusik. Dette kan de gøre, fordi de ikke har et fysisk lager, med plads til alle CD’erne, og har en meget bred målgruppe, med mange med en mere snæver smag.

Figur [5]

 

Kigger vi på begrebet i web 2.0 kontekst, og i stedet for CD’er taler om services, vil en applikation godt kunne tilbyde en masse forskellige services, også selv om et meget lille antal brugere anvender disse funktioner. Det gælder altså om at kunne tilbyde tjenester nok til at gøre flere typer brugere tilfredse, og præsentere tjenesterne så den enkelte bruger stadigvæk kan bevare overblikket over tjenesterne. Et eksempel er google, som tilbyder en lang række af applikationer, som forskellige nichegrupper af brugere benytter sig af[6].

Software above the level of a single device

En applikation behøver ikke kun at være bundet til en type brugerplatforme[7], men kan understøtte interaktion mellem forskellige platforme. F.eks. www.zyb.com som er en backup service til mobiltelefoner. Her er interaktionen det bærende element i servicen. O’Reilly selv fremhæver iTunes, hvor mp3afspilleren iPod[8] interagerer med applikationen iTunes på en hidtil uset måde.

Lightweight user interfaces, development models, AND business model

Ser vi på udviklingsdelen af web 2.0, er begreber som ’the perpetual Beta’, ’Web as platform’ og letvægtsudviklingsmodeller, kommet på dagsordenen. Især den evige Beta har skabt gnidninger mellem de traditionelle udviklere[9] og de nye web 2.0 udviklere.

 

Stridens kerne er, at mange nye web 2.0 udviklere lægger applikationer og nye funktioner til applikationerne op efterhånden som de bliver udviklet. De venter ikke på at funktioner er gennemtestede og kan samles i et bundt, men giver brugerne adgang til betaversioner, som de så kan anvende. Dette betyder, at rettelser og opdateringer kommer i en lind strøm, og at brugerne i høj grad har indflydelse på, hvordan applikationen kommer til at forme sig, og hvilke funktioner der overlever betaen. Brugerne kan f.eks. indgå i dialog med udviklerne via en blog, hvori nye funktioner diskuteres[10]. Dette er i stor modsætning til den mere traditionelle tilgang, hvor applikationerne testes af en udvalgt gruppe betatestere, før de frigives. Denne tradition udspringer af softwareudvikling, hvor programmer helst skulle virke når de blev installeret hos slutbrugeren. Når der kom rettelser, blev de samlet i bundter, så mange fejl kunne rettes samtidig.

 

Beta tankegangen lever i høj grad op til filosofien om brugerdeltagelse, men stiller også krav til brugerne, at de rent faktisk skal være aktive hvis de ønsker en applikation skal udvikle sig, og en given funktion ikke bare skal ligge ubrugt og hengemt på de evige bitmarker. Så forkælede brugere der er vant til gennemtestede programmer, vil sikkert have det svært med web 2.0 applikationer, og kun folk som bruger og forstår Internettet på højt niveau, vil have det fulde udbytte af web 2.0 betaapplikationer.

 

Med letvægtsudviklingsmodeller menes der de datalogiske overvejelser og de sprog som ligger til grund for web 2.0 applikationer. Et eksempel er applikationer som Gmail og Google Maps, som er programmeret med XHTML, CSS, DocumentObjectModel, XML, XSLT, XMLHttpRequest og JaveScript. Altså en række teknologier som kombineres og derigennem opnår en synergieffekt. Mange web 2.0 applikationer programmeres også med åben API[11] så applikationen kan indgå i andre helt nye sammenhænge. Det kaldes at designe applikationen til Hackabillity/ Remixabillity, og nogle af de mest succesfulde applikationer er opstået ved, at en applikation/ service pludselig er blevet anvendt på en måde som udviklerne ikke selv havde forestillet sig.[12]

Opsummering og kommentar (skal nok have en anden overskrift)

Det er vigtigt at forstå at en web 2.0 applikation ikke behøver at indeholde alle syv punkter for at være web 2.0. F.eks. behøver en applikation slet ikke være en webapplikation, for at O’Reilly kan spore web 2.0 tendenser i den. Eksempelvis fremhæver O’Reilly Bittorrent som web 2.0, selvom det er en klient/server application. Men den udnytter de data brugerne indirekte lægger ind i tjenesten, som hvilke downloads der er mest populære, og på måde skaber den en rank over hvilke downloads brugerne ’ved’ er de bedste. På grund af den høje brugerdeltagelse kan tjenesten tilbyde meget snævre nicheprodukter, og servicerer derfor de lange hale. Bittorent er et open source projekt på sourceforge.net, og brugerne er derfor medudviklere af applikationen. Og endelig stiger applikationens værdi med mængden af brugere – uden kritisk masse af brugere, ville applikationen være værdiløs.

Når den almindelige bruger ikke er bekendt med alle de syv kriterier, er det fordi de ikke alle er synlige for den almindelige bruger. En del af kriterierne opfyldes i selve udviklingen af applikationen, en andel del i filosofien bag web 2.0. Disse dele er ikke direkte synlige på mange web 2.0 applikationer som findes i dag.

 

For at forstå web 2.0 bliver vi altså nødt til at se på andet end den fysiske applikation og den funktionalitet der ligger i den, og vi skal kende baggrunden og de modeller der bruges til web 2.0, her tænkes der både på selve Filosofi, UI, udviklingsprocessen og forretningsmodellen. Hvor Cluetrain manifestet er meget involveret i markedsaspektet og filosofien bag web 2.0, er O’Reilly mere interesseret i selve udviklingen og indholdet af web 2.0 applikationer.

 

Web 2.0 er både interessant i sammenhæng med kommunikation og datalogi, da en del af grundfilosofien ved web 2.0 er, at den bygger sociale relationer, og opfordrer til tillid i mere udpræget grad end vi har set tidligere på Internettet. Web 2.0’s muligheder gør også at der må udvikles nye kommunikationsmodeller, som f.eks. kan ses herunder.

 

Figur 1: Den traditionelle kommunikationsmodel

Figur 2: Corporate blogging

 

Figur 1. viser den traditionelle envejskommunikation hvor virksomhederne via et medie fortalte deres budskab til forbrugerne. Figur 2. illustrerer, hvordan en blog kan oprettes af virksomheder, medier eller (for-)brugerne, og hvordan kommunikationen nu kan gå udenom eller baglæns, altså fra modtager til afsender, i forhold til den traditionelle kommunikationsmodel. Cluetrain manifestets pointe er, at den nye kommunikationsmodel er i værk i alle virksomheder, om de vil det eller ej, så de bliver nødt til hoppe med på vognen, hvis de vil overleve i det nye marked.

Vores interessefelt

Vi har nu opridset nogle positioner indenfor web 2.0, og vil nu fokusere vores interesse til de områder, som vi vil arbejde med i dette speciale.

 

Efter vores mening er det mest interessante i forhold til web 2.0 de nye brugere, og den magt og indflydelse de har på, hvordan Internettets tjenester skal forme sig. Vi tror at web 2.0 har en berettigelse, bl.a. fordi begrebet ”web as platform” giver brugerne adgang til alt fra kalendere og projektstyringsværktøjer til landkort og vagtstyringsværktøjer fra hvilken som helst computer med netadgang. Web 2.0 giver også brugerne mulighed for at få indflydelse på de applikationer de bruger, og i højere grad dele deres erfaringer med udviklerne og andre brugere. Vi formoder, at de ’nye’ internetbrugere opfører sig anderledes end ’de gamle’, da web 2.0 lægger op til en anderledes brug af Internettets tjenester.

 

En formodning om de nye brugere, som blandt andet Cluetrain manifestet er en varm fortaler for, er, at brugerne vil samarbejde og dele deres oplevelser med hinanden. Dette vil de både gøre i blogs og i fora på nettet, men også på de sider, der er begyndt at skyde op på nettet, som tilbyder brugerne mulighed for at anbefale produkter til hinanden, og få produkter anbefalet på baggrund af deres tidligere valg.

 

I kampen for at få de nye brugeres opmærksomhed, og fastholde dem på siderne, arbejder mange salgssider med anbefalingssystemer, der giver brugerne personlige anmeldelser. Amazon.com har f.eks. et meget komplekst system, hvor siden anbefaler bøger til brugerne på baggrund af deres købshistorie, og lader brugerne skrive anmeldelser og anbefalinger til hinanden. Det er et udslag af, at brugerne gerne vil dele deres gode og dårlige erfaringer med hinanden, og hjælpe hinanden, og siden støtter denne funktion. Det har blandt andet ledt til, at Amazon nu sidder tungt på bogmarkedet.

 

Vi synes det kunne være interessant at se på hvilke brugertyper der benytter sig af anbefalingssteder og hvorfor de gør det. Taler vi om unge som er vokset op med Internettet, eller er det en mere blandet gruppe? Bruger de udelukkende siderne for at søge anbefalingerne, eller søger de et fællesskab, hvor de selv kan bidrage med en viden? Oplever brugerne et fællesskab med de andre brugere, og hvilken type fællesskab drejer det sig om?

 

Et andet emne vi interesserer os for, er den type af anbefalinger som genereres på anbefalingswebsteder. Hvordan tolker og vægter brugerne anbefalingerne? Hvordan vurderer de andre brugeres troværdighed, når de reelt kan gemme sig bag en falsk profil?

 

Hvad er det for en type viden brugerne genererer på et anbefalingswebsted? Hvilken type viden er noget så subjektivt som en anbefaling, og hvordan opfattes den af andre brugere? Generer brugerne i samspil helt ny viden, som bliver uafhængig af dem selv?

 

Vores sidste interessefelt er hvilke metoder og værktøjer det giver mening at anvende når der skal arbejdes med web 2.0 anbefalingswebsteder. Er det en fordel at sætte sig ind i og anvende de udviklingsmodeller O’Reilly beskriver i forbindelse med web 2.0, og kaste sig ud i en lidt ustruktureret model, hvor alle services lægges ud til brugerne, så snart så snart de har et minimum af funktionalitet? Kan web 2.0 applikationer udvikles efter mere traditionelle udviklingsmodeller, eller kan man med fordel kombinere udviklingsmetoderne?

 

Da vores interessefelter stikker i mange retninger, har vi valgt at finde en case, for at få et fokus for alle disse interesser. Vi fundet et dansk anbefalingswebsted www.mitKBH.dk , som er et typisk anbefalingswebsted. Vi vil udforske vores interesser, som vi ser dem udfoldet i denne side. Vi har kontaktet udviklerne bag webstedet, og har fået positive tilbagemeldinger om samarbejde. På baggrund af dette vil vi benytte mitKBH og deres brugere som case i specialet.

Case mitKBH.dk

”Vi tror på, at ti almindelige københavnere ved mere om København end én journalist. Det giver mulighed for flere sandheder om ét sted formuleret af københavnerne selv – uden hensyn til annoncekroner og læsertal. MitKBH giver københavnerne mulighed for at blive hørt – og for at høre hinanden.”[13]

 

Sådan formulerer mitkbh selv formålet med deres hjemmeside, som er en tjeneste, hvor alle kan oprette sig som brugere, og begynde at skrive anmeldelser af alt mellem himmel og jord i København; fra restauranter og butikker, til biografer og parker, åndehuller og biblioteker mm.

 

Efterhånden som brugerne anbefaler steder, bliver de informeret om hvilke andre brugere, der har de samme meninger som dem, hvilke steder disse brugere har anbefalet, og en liste over hvilke andre steder brugere der har anmeldt det aktuelle sted kan lide. Det er altså et dynamisk anbefalingssystem, i stil med amazon.

 

Brugerne kan kommentere hinandens anmeldelser og skriverier, lægge billeder op, og efter et stykke tid begynder systemet at anbefale steder til brugerne, på baggrund af statistik omkring hvad lignende brugere har anbefalet. Systemet er under konstant udvikling, og brugerne har stor medindflydelse på hvilke funktioner der bliver lagt til, ligesom de bliver taget med på råd omkring hvordan aktuelle funktioner fungerer, og hvordan reglerne for brugen af siden bør udføres.

 

Siden er udviklet af fire venner[14], der arbejder i forskellige dele af kommunikationsfeltet, og er ikke tænkt som en forretning, men bare et sjovt sted, hvor københavnere kan dele oplevelser med hinanden. De syntes, at København manglede en side hvor det var københavnerne selv, der vurderede stederne, i stedet for f.eks. AOK.dk, hvor det er anmeldere, der opretter stederne, og er autoriteten på, hvilke steder der er gode og dårlige. De vil give københavnere et sted, hvor de kan dele deres viden om byen, om hvor det er fedt at være, og hvilke steder/dele af byen der skal undgås.

 

I mitKBH kan vi se mange af de ting der netop interesserer os ved web 2.0 udspille sig. Siden er dybt afhængig af at opbygge en meget engageret brugergruppe, og har i skrivende stund omkring 1200 brugere. Disse brugere skal på en eller anden måde kunne bruge hinandens anbefalinger til noget. Derfor har sitet et komplekst anbefalingssystem, der forsøger at matche brugerne, så de kan finde deres københavner-soulmate.

 

Vi vil gerne undersøge hvordan sitet fungerer, og hvilke tanker der ligger bag udviklingen, herunder hvilke tanker udviklerne har gjort sig omkring kritisk masse og den type viden brugerne deler. Vi vil se på hvordan anbefalingerne virker, og hvordan brugerne opfatter de anbefalinger de får. Stoler de på dem, hvorfor/hvorfor ikke? Hvordan kan de gøres mere troværdige?

 

En af mitKBHs store visioner er, at få deres tjeneste til at kommunikere med andre, lignende tjenester fra andre byer, så brugerne kan få kvalificerede anbefalinger hvis de f.eks. rejser til New York eller Rio. Dette synes vi er rigtig interessant, da det understøtter web 2.0 tanken om at dele data og API’er, for at skabe mere værdi for brugerne. Vi vil derfor arbejde med at få mitKBH til at kommunikere med et andet site, f.eks. mangospot.dk, som er det tilsvarende site fra Århus, eller med et site fra f.eks. Malmø.

 

Vi har afholdt et enkelt møde med en af udviklerne af sitet, og eftersom de arbejder frivilligt, og konstant er ude efter nye funktioner, er de meget interesserede i at samarbejde med os om at udvikle nye funktionaliteter til tjenesten.

Problemformulering

Problemformuleringen tager udgangspunkt i vores generelle interesse i web 2.0, og vores ønske om at arbejde med vores case, samt at kunne udvikle et produkt/ udkast til et produkt, som kan koble brugerdrevne anbefalingswebsteder sammen, således at brugere på tværs af websteder kan dele deres anbefalinger.

Problemformulering:

Skal brugerne på mitKBH og et andet brugerdrevet websted, kunne dele anbefalinger, kræver det at vi som minimum besvarer følgende spørgsmål:

 

1. Hvad karakteriserer brugerne på brugerdrevne anbefalingswebsteder?

 

1. Hvordan fortolker brugere de anbefalinger, som de får på et brugerdrevet websted?

Hvis vi ønsker at mitKBH skal kunne bruge et andet websteds anbefalinger, mener vi der er relevant, i forlængelse på ovenstående spørgsmål, at se hvordan brugerne vil tolke en eventuel tilknytning til et websted som de ikke selv er del af.

1. 1. Hvordan vil brugerne have det med at få anbefalet steder fra et andet site som de ikke har tilknytning til?

 

1. Hvordan kan man karakterisere den viden brugerne deler med hinanden?

 

1. Kan der udvikles en metaanbefaling som bruges på tværs af brugerdrevne websteder?

For at besvare på dette spørgsmål kræver det at vi kigger nærmere på udviklingsmodeller, og på den eller de algoritmer som skal styre en anbefaling. Dette gør vi ved at stille disse to underspørgsmål.

a. Hvilke metoder og værktøjer giver mening at bruge i udviklingen på brugerdrevne websteder, når anbefalinger skal deles mellem to websteder?

b. Hvordan kan kvaliteten i en elektronisk anbefaling sikres?

 

Vi vil se alle disse spørgsmål igennem vores case, det er altså den der vil være omdrejningspunktet for specialet. Herudover vil vi se, om vores konklusioner på baggrund af casen kan generaliseres, så de også kan sige noget generelt om web 2.0.

En beskrivelse af de metodiske overvejelser:

Som første skridt vil vi forsøge kort at afdække den udvikling Internettet har gennemgået, der har først til web 2.0’s tilsynekomst. Udover Cluetrain Manifesto og O’Reillys gennemgang, vil vi støtte os op af diverse kilder fra Internettet, som omhandler web 2.0. Vi er klar over at dette kan være en stor mundfuld, og vi vil derfor kun trække de brede linjer op. Derefter vil vi se på forskellige holdninger til hvor web 2.0 står i dag, og grundlaget for disse, ved at opsøge nogle førende danske aktører indenfor feltet[15]. Vi vil også se på O’Reillys definition på web 2.0, og holde den op mod de erfaringer vi gør os gennem vores arbejde med emnet.

 

Da vi også ønsker at arbejde med den viden som brugerne bidrager med på mitKBH, kræver dette af vi får afklaret det vidensbegreb som ligger til grund for mitKBH. Dette vidensbegreb kan måske hjælpe os til at få et videnskabsteoretisk fokus, som vil præge hele specialet.

 

For at få en forståelse af mitKBH, vil vi som andet skridt lave en kort analyse af selve webstedet både på kommunikativt og datalogisk niveau. Vi kigger altså både på hvilke kommunikative tanker der ligger til grund for sitet, og hvordan sitet konkret er udviklet, herunder programmeringssprog og udviklingsmetoder. Denne forståelse kan vi bruge i vores senere arbejde med brugerne, og en eventuel udvikling af et modul til mitKBH

 

I vores søgen efter brugernes karakteristik og tolkning af anbefalinger, vil vi gennem kvalitative interviews, arbejde med brugerne fra vores case. Dette skulle gerne munde ud i en analyse af brugerne, deres brugsmønstre og forståelse af anbefalinger.

 

Når vores forståelse af brugerne, mitKBH og viden er konkretiseret, vil vi se på, hvordan en kobling til et andet brugerdrevent anbefalingswebsted kunne tage sig ud. Der skal vi først se på hvilke udviklingsmodeller der vil være egnet i dette arbejde, både traditionelle og de som O’Reilly fremhæver.

 

Når vi har fundet en udviklingsmodel vi finder brugbar, kan vi begynde at kigge på behovet for en fælles standard for data, så disse kan udveksles. Vi skal udvikle en metode til at gøre anbefalingerne pålidelige, når de trækkes på tværs af websteder. I hele udviklingsforløbet arbejde trækkes der dels på erfaringerne og resultaterne fra brugerne forståelse og tillid til anbefalinger, men også på holdet bag mitKBH som skal kunne stå inde for det arbejde vi udfører, såfremt det skal kunne implementeres på deres websted.

 

Vi er opmærksomme på at vi har en del problemstillinger og vi muligvis må afgrænse os fra en eller flere af disse, men som udgangspunkt vil vi gerne have en åben indstilling til vores interessefelt. I og med at alle problemstillingerne ses gennem casen, giver det os et fokus, der er med til at gøre opgaven mere overkommelig. Vi mangler stadig at finde en overordnet videnskabsteoretisk ramme, og valget af en sådan vil også gøre specialet mere fokuseret.

 

Tidsplan

Nedenstående er vores tidsplan for specialet. Det er en referencelinjeplan, og er under konstant udvikling og revision.

 

Figur

---

[1] Christopher Locke, konsulent for b.la. IBM, Rick Levine, ingeniør for SUN Microsystems, Doc Searls, en forlægger fra Silicon Valley, David Weinberger, high-tech markedsføringsarbejder.

[2] http://www.oreillynet.com/pub/a/oreilly/tim/news/2005/09/30/what-is-web-20.html?page=5

[3] Et eksempel på en tjeneste som har en kæmpe værdi er www.myspace.com.

[4] Samlingssted for udviklere, har knapt 144.000 igangværende projekter, og over 1.500.000 brugere.

[5] Taget fra http://www.petersvarre.dk/blog/2006/11/avisernes-lange-hale.html

[6] Google tilbyder i dag over 40 tjenester, ca. halvdelen af disse er dog i forbindelse med deres søgemaskine, for optimerede søgninger.

[7] Her forstås at PC og MAC i både stationære og transportable udgaver tæller som samme platform.

[8] Med alle de variationer som der findes af Apples mp3 afspillere.

[9] Et eksempel på modstand, fra bloggen ”Joel on Software” http://www.joelonsoftware.com/items/2005/10/21.html et andet eksempel fra Danmark i P. Svarres blog http://www.petersvarre.dk/blog/2005/11/nrdernes-diktatur.html

[10] Her en blog fra mitKBH, hvor deres ideer luftes og brugerne kan kommentere http://mitkbh.wordpress.com/tag/ideer/

[11] Application User Interface

[12] SMS er et godt eksempel her, det blev udviklet til at teknikkerne kunne teste mobiltelefoner.

[13] www.mitkbh.dk/about.php

[14] Julius Thy, Mikkel Sander, Morten Gade, Rasmus Luckow-Nielsen

[15] Vi har på nuværende tidspunkt aftaler med Peter Svarre og Søren Schultz Hansen