Castells om fællesskaber

by

Jeg har tygget mig ca. halvvejs igennem Castells, og han har nogle meget fornuftige ting at sige. Her er mine noter fra han afsnit om fællesskaber i den nye individualiserede verden, og tanker om online fællesskaber:

Virtuelle fællesskaber eller netværkssamfund?

Internettet er en forlængelse af livet sådan som det er. Det virkelige liv former on-line kommunikationen. Rollespil er ikke en afgørende del af den sociale interaktion på nettet; folk har en tendens til at være sig selv på nettet.

”I modsætning til påstande om, at Internettet enten er kilde til fornyet fællesskab eller årsag til fremmedgørelse fra den virkelige verden, så synes den sociale interaktion på Internettet ikke at have en direkte indflydelse på den måde, hverdagslivet former sig på generelt set, ud over at det føjer en on-line interaktion til allerede eksisterende sociale relationer” p. 116

Internettet er altså bare et nyt sted til at udføre de samme sociale handlinger, som vi udfører i den virkelige verden. Resultater fra flere undersøgelser peger på, at internetbrugere bruger mere tid på sociale aktiviteter end ikke-brugere. Brugen af e-mail forøger den samlede sociale kontakt.

Der er dog undersøgelser der viser, at visse brugere overstiger en tærskel i internetforbrug, og erstatter andre aktiviteter med online aktivitet. Men det er ’heavy users’.

Fællesskab:

Geografisk nærhed har før været det, der definerede et fællesskab, men med urbaniseringen i samfundet er fællesskaberne blevet mere og mere individuelt baserede. Folk vælger deres relationer på basis af samhørighed, og ikke lokalitet. De nye fællesskaber kan bedre defineres som netværk. Netværket bliver den centrale kilde for socialisering. De nye kommunikationsmidler har gjort det muligt at opretholde netværk over store afstande, så det behøver ikke være geografisk bestemt mere. ”Socialiseringsmønsteret udviklede sig således hen mod en socialiseringskerne bygget op omkring kernefamilien inden for husstanden, hvorfra netværk af selektive bånd blev knyttet alt efter de enkelte husstandsmedlemmers interesser og værdier” p. 123

Størstedelen af de relationer folk har, er svage relationer, men det gør dem ikke mindre vigtige end de nære. De er kilde til informationer mm.

Folk bliver mere og mere individualistiske i deres udvikling af sociale relationer. Det dominerende mønster for fællesskaber i dag kan kaldes personliggjorte fællesskaber bestående af selvcentrerede netværk. ”Det nye socialiseringsmønster i vores samfund er karakteriseret ved en netværksbaseret individualisme” p. 125

Internettet er effektivt til at understøtte de svage forbindelser imellem folk, og kan skabe nye svage forbindelser; folk kan bruge online fællesskaber bygget op omkring interesser som en måde at udtrykke sig socialt. Internettet spiller også en stor rolle i at opretholde de stærke forbindelser over store afstande.

Vigtigst af alt bidrager Internettet til opbygningen af det nye socialiseringsmønster, der er baseret på individualisme. ”Det er derfor ikke Internettet, der skaber et mønster af netværksbaseret individualisme. Det er udviklingen af Internettet, der stiller et velegnet, materielt hjælpemiddel til rådighed til udbredelsen af netværksbaseret individualisme, som den fremherskende form for socialisering.” p. 126

Individer opbygger sociale netværk ud fra deres interesser og værdier, sympatier og projekter. Dette støtter Internettet, fordi det har en stor fleksibilitet og kommunikationsstyrke. Online fællesskaber kan med tiden skabe lige så stærke relationer som fysiske fællesskaber. Vi er ved at skabe en kommunikationshybrid, der samler det fysiske og elektroniske rum, så det bliver hjælpemiddel for den netværksbaserede individualisme.

Online netværk kan blive til specialiserede netværk, bygget op omkring specifikke interesser. Folk kan tilhøre flere af disse netværk, og dermed opbygge sig en ’socialiseringsportefølje’. Det giver en fleksibilitet i socialiseringen, men kan også give en skrøbelighed for de enkelte netværk, fordi medlemmerne føler en lav grad af forpligtelse. Den sociale støtte bliver mindre når medlemmerne ikke engagerer sig mere.

”Disse tendenser er ensbetydende med individets triumf, om end omkostningerne for samfundet stadig er uklare. Medmindre vi er af den opfattelse, at individet rent faktisk er ved at omstrukturere mønstret for social interaktion med hjælp fra nye teknologiske redskaber for at skabe en ny samfundsform: netværkssamfundet.” p. 128

3 kommentarer to “Castells om fællesskaber”

  1. Del II: Tanker om at gøre Danmark til verdensmestre i sociale medier | blog.socialsemantic.eu Says:

    […] indhold fra ”Katrine og Klaus’ LogBlog” skrevet ifbm. Deres speciale om web 2.0  https://specialelog.wordpress.com/2007/05/03/castells-om-f%C3%A6llesskaber/ – i et indlæg fra maj 2007 – med reference til Castells udgivelser jf. ovenstående […]

  2. Andrea Says:

    Meget interessant indlæg. Hvilken bog af Castells er det, du har læst? Den vil jeg nemlig gerne have fingre i.

    Mvh Andrea

Skriv en kommentar